Om mig

Kandidat til Folketingsvalget

Jeg er opvokset i en familie, hvor politik altid har fyldt meget. Allerede fra en ung alder blev jeg opmærksom på den betydning, politik har for samfundsudviklingen. En udvikling jeg gerne vil tage del i og have indflydelse på. Derfor er jeg også gået aktivt ind i politik.

I 1970 blev jeg født i Nysted på Lolland, hvor mine forældre var selvstændigt erhvervsdrivende. Her boede jeg indtil 1987, hvorefter vi flyttede vi til Greve. Efter nogle års studietid i København, mødte jeg min hustru Henriette og vi valgte i 1998 at flytte tilbage til Greve, hvor vi har været bosat siden. Sammen har vi Mads på 23 år og Anders på 19 år.

Jeg har arbejdet i en årrække som uddannet folkeskolelærer. Siden 2006 har jeg arbejdet med skoleledelse og fra 2018 som skoleleder på Dragør Skole. I Dragør fungerer jeg desuden også som formand for den lokale afdeling af Skolelederforeningen og tillidsrepræsentant for skoleledelserne.

Ved siden af min familie og mit arbejde så har foreningslivet altid været en stor del af mit liv. I mange år var det fodboldtrænergerningen, jeg brugte en del af min fritid på. Senere i mit voksenliv har det politiske engagement været en del af mit fritidsliv, blandt andet som mangeårigt bestyrelsesmedlem af Greve vælgerforening.

Det engagement bragte mig til, at jeg ved kommunalvalget 2021 blev valgt ind i Greve Byråd. Her har jeg fået plads i to fagudvalg: Klima-, Teknik- og Miljøudvalget samt Plan- og Tryghedsudvalget.

Den korte periode jeg har været en del af byrådet i Greve bekræfter mig i, at det politiske engagement er det helt rigtige for mig, og noget jeg gerne vil bygge videre på. Det er blandt andet en af grundene til, at jeg nu stiller op som folketingskandidat for Lollandskredsen.

Samtidig vil et kandidatur for den konservative Lollandskreds være en mulighed for, at jeg kan give noget tilbage til den egn, som gennem hele min barndom har givet meget til mig.

I min optik skal der være forskel på, om vi har Socialdemokratisk regering, hvor støttepartierne hedder SF og Enhedslisten eller en borgerlig regering – hvor statsministeren hedder Søren Pape.

Lige nu oplever jeg, at vi har en regering og en Statsminister, hvor vi får, det vi kan forvente med en socialdemokratisk ledet regering. Der er lidt mere topstyring og lidt mindre tillid til den enkelte. For mig er det at være konservativ modsætningen til dette. Her er det netop friheden og tilliden til den enkelte, der er i højsæde.

 Mit politiske tilhørsforhold hænger sammen med mit menneskesyn og de værdier der er vigtige for mig. Det handler om ordentlighed – at møde hinanden med respekt, og så handler det om ansvarlighed både på det menneskelige og økonomiske plan.